4.4.3. Underretningspligt Udbydere af digitale tjenester bør være forpligtet til at underrette de kompetente myndigheder eller CSIRT'erne om alvorlige hændelser. I henhold til artikel 16, stk. 3, i NIS-direktivet er udbydere af digitale tjenester forpligtet til underretning, når en sikkerhedshændelse har betydelige konsekvenser for leveringen af tjenesten. Med henblik på at fastlægge, om en hændelses konsekvenser er betydelige, oplistes der i artikel 16, stk. 4, fem parametre, som udbyderne af digitale tjenester skal tage hensyn til. Kommissionen har i den henseende beføjelser til at vedtage gennemførelsesretsakter, jf. artikel 16, stk. 8, hvor der gives mere detaljerede beskrivelser af parametrene. Den videre specifikation af disse parametre vil være omfattet af den gennemførelsesretsakt om fastlæggelse af de i afsnit 4.4.2 nævnte sikkerhedselementer, som Kommissionen agter at vedtage i efteråret. 4.4.4. Risikobaseret reguleringsmæssig tilgang Det understreges i artikel 17, at udbydere af digitale tjenester er genstand for de nationale kompetente myndigheders efterfølgende tilsynsforanstaltninger. Medlemsstaterne skal sikre, at de kompetente myndigheder skrider til handling, når de har fået dokumentation for, at en udbyder af digitale tjenester ikke opfylder kravene i direktivets artikel 16. I henhold til artikel 16, stk. 8 og 9, har Kommissionen beføjelser til at vedtage gennemførelsesretsakter hvad angår underretnings- og sikkerhedskravene, hvilket vil øge graden af harmonisering for udbyderne af digitale tjenester. Desuden må medlemsstaterne i henhold til artikel 16, stk. 10, ikke indføre yderligere sikkerhedskrav eller underretningspligt for udbydere af digitale tjenester udover dem, der er fastsat i direktivet, undtagen i tilfælde hvor sådanne foranstaltninger er nødvendige for at sikre centrale statslige funktioner og tillade efterforskning, afsløring og retsforfølgelse af strafbare handlinger. Under hensyntagen til den grænseoverskridende karakter af udbydere af digitale tjenester følger direktivet ikke modellen med flere parallelle jurisdiktioner, men en tilgang baseret på kriteriet om, at virksomhedens hjemsted skal ligge i EU38. Denne tilgang gør det muligt at anvende et enkelt sæt regler for udbydere af digitale tjenester, hvor en kompetent myndighed er ansvarlig for tilsyn, hvilket er særlig vigtigt, eftersom mange udbydere af digitale tjenester tilbyder deres tjenester i mange medlemsstater samtidigt. Anvendelsen af denne tilgang minimerer byrden ved overholdelse for udbydere af digitale tjenester og sikrer et velfungerende digitalt indre marked. 4.4.5. Jurisdiktion Som forklaret ovenfor har den medlemsstat, hvor udbyderen af digitale tjenester har sit hjemsted, jurisdiktion over virksomheden, jf. artikel 18, stk. 1, i NIS-direktivet. I tilfælde, hvor den konkrete udbyder tilbyder tjenester i EU, men ikke er etableret på EU's område, skal udbyderen udpege en repræsentant i Unionen, jf. artikel 18, stk. 2. Det er i så fald den medlemsstat, hvor repræsentanten er etableret, der har jurisdiktion over virksomheden. I tilfælde, hvor en udbyder leverer tjenester i en medlemsstat, men ikke har udpeget en repræsentant i Unionen, kan medlemsstaten i princippet træffe foranstaltninger mod denne 38 Jf. især artikel 18 i direktivet. 36

Select target paragraph3

Connect to a paragraph
Connect to an entity
Disable highlights
Add to table of contents