En national myndighed bør vurdere, hvorvidt en enhed, der er etableret på dens område,
tilhører en af de sektorer og delsektorer, der er opført i bilag II til direktivet. Bilag II omfatter
forskellige økonomiske sektorer, der betragtes som havende afgørende betydning for et
velfungerende indre marked. Bilag II omfatter navnlig følgende sektorer og delsektorer:
energi: elektricitet, olie og gas
transport: luft, jernbane, vand og vej
bankvirksomhed: kreditinstitutter
finansielle markedsinfrastrukturer: markedspladser, centrale modparter
sundhed: sundhedstjenester (herunder hospitaler og private klinikker)
vand: drikkevandsforsyning og distribution
digital
infrastruktur:
internetudvekslingspunkter,
domænenavnesystemer,
28
topdomænenavneadministratorer .
Trin 2 – Finder lex specialis anvendelse?
På det følgende trin skal den nationale myndighed vurdere, hvorvidt bestemmelsen om lex
specialis, der er fastsat i artikel 1, stk. 7, finder anvendelse. Denne bestemmelse fastsætter
navnlig, at det, når en EU-retsakt pålægger udbydere af digitale tjenester og operatører af
væsentlige tjenester sikkerhedskrav og underretningspligt, der har mindst samme virkning
som forpligtelserne i NIS-direktivet, er forpligtelserne under den pågældende retsakt, der
finder anvendelse. Derudover præciseres det i betragtning 9, at medlemsstaterne, hvis kravene
i artikel 1, stk. 7, er opfyldt, bør anvende bestemmelserne i sådanne sektorspecifikke EUretsakter, herunder bestemmelserne vedrørende jurisdiktion. De relevante bestemmelser i
NIS-direktivet finder dermed ikke anvendelse. I dette tilfælde skal den kompetente
myndighed ikke fortsætte den i artikel 5, stk. 229, fastsatte identificering.
Trin 3 – Leverer operatøren en væsentlig tjeneste i den i direktivet omhandlede
betydning?
I henhold til artikel 5, stk. 2, litra a), skal den enhed, som er genstand for identificering, levere
en tjeneste, der er væsentlig for opretholdelsen af kritiske samfundsmæssige og/eller
økonomiske aktiviteter. Medlemsstaterne skal ved foretagelse af denne vurdering tage højde
for, at en enhed kan levere både væsentlige og ikke-væsentlige tjenester. Det betyder, at NISdirektivets sikkerhedskrav og underretningspligt kun gælder for en given operatør i det
omfang, denne operatør leverer væsentlige tjenester.
I henhold til artikel 5, stk. 3, skal hver medlemsstat udarbejde en liste over alle de væsentlige
tjenester, som operatører leverer på dens område. Listen skal forelægges for Kommissionen
senest den 9. november 2018 og herefter hvert andet år30.
28
29
30
Disse enheder forklares yderligere i afsnit 4.1.1.
Yderligere detaljer om anvendeligheden af lex specialis findes i afsnit 5.1.
Jf. artikel 5, stk. 7, litra b).
26
Select target paragraph3
Connect to a paragraph
Connect to an entity
Disable highlights
Add to table of contents