4.4.3. Underretningspligt
Udbydere af digitale tjenester bør være forpligtet til at underrette de kompetente myndigheder
eller CSIRT'erne om alvorlige hændelser. I henhold til artikel 16, stk. 3, i NIS-direktivet er
udbydere af digitale tjenester forpligtet til underretning, når en sikkerhedshændelse har
betydelige konsekvenser for leveringen af tjenesten. Med henblik på at fastlægge, om en
hændelses konsekvenser er betydelige, oplistes der i artikel 16, stk. 4, fem parametre, som
udbyderne af digitale tjenester skal tage hensyn til. Kommissionen har i den henseende
beføjelser til at vedtage gennemførelsesretsakter, jf. artikel 16, stk. 8, hvor der gives mere
detaljerede beskrivelser af parametrene. Den videre specifikation af disse parametre vil være
omfattet af den gennemførelsesretsakt om fastlæggelse af de i afsnit 4.4.2 nævnte
sikkerhedselementer, som Kommissionen agter at vedtage i efteråret.
4.4.4. Risikobaseret reguleringsmæssig tilgang
Det understreges i artikel 17, at udbydere af digitale tjenester er genstand for de nationale
kompetente myndigheders efterfølgende tilsynsforanstaltninger. Medlemsstaterne skal sikre,
at de kompetente myndigheder skrider til handling, når de har fået dokumentation for, at en
udbyder af digitale tjenester ikke opfylder kravene i direktivets artikel 16.
I henhold til artikel 16, stk. 8 og 9, har Kommissionen beføjelser til at vedtage
gennemførelsesretsakter hvad angår underretnings- og sikkerhedskravene, hvilket vil øge
graden af harmonisering for udbyderne af digitale tjenester. Desuden må medlemsstaterne i
henhold til artikel 16, stk. 10, ikke indføre yderligere sikkerhedskrav eller underretningspligt
for udbydere af digitale tjenester udover dem, der er fastsat i direktivet, undtagen i tilfælde
hvor sådanne foranstaltninger er nødvendige for at sikre centrale statslige funktioner og tillade
efterforskning, afsløring og retsforfølgelse af strafbare handlinger.
Under hensyntagen til den grænseoverskridende karakter af udbydere af digitale tjenester
følger direktivet ikke modellen med flere parallelle jurisdiktioner, men en tilgang baseret på
kriteriet om, at virksomhedens hjemsted skal ligge i EU38. Denne tilgang gør det muligt at
anvende et enkelt sæt regler for udbydere af digitale tjenester, hvor en kompetent myndighed
er ansvarlig for tilsyn, hvilket er særlig vigtigt, eftersom mange udbydere af digitale tjenester
tilbyder deres tjenester i mange medlemsstater samtidigt. Anvendelsen af denne tilgang
minimerer byrden ved overholdelse for udbydere af digitale tjenester og sikrer et
velfungerende digitalt indre marked.
4.4.5. Jurisdiktion
Som forklaret ovenfor har den medlemsstat, hvor udbyderen af digitale tjenester har sit
hjemsted, jurisdiktion over virksomheden, jf. artikel 18, stk. 1, i NIS-direktivet. I tilfælde,
hvor den konkrete udbyder tilbyder tjenester i EU, men ikke er etableret på EU's område, skal
udbyderen udpege en repræsentant i Unionen, jf. artikel 18, stk. 2. Det er i så fald den
medlemsstat, hvor repræsentanten er etableret, der har jurisdiktion over virksomheden. I
tilfælde, hvor en udbyder leverer tjenester i en medlemsstat, men ikke har udpeget en
repræsentant i Unionen, kan medlemsstaten i princippet træffe foranstaltninger mod denne
38
Jf. især artikel 18 i direktivet.
36
Select target paragraph3
Connect to a paragraph
Connect to an entity
Disable highlights
Add to table of contents