spørgsmål vil hæmme udviklingen af et stærkt indre marked for cybersikkerhedsprodukter og -tjenester. Endelig er udviklingen af EU's indre marked også afhængig af, at cybersikkerhed indregnes som en faktor i politikker vedrørende handel og investeringer. Effekten af udenlandske erhvervelser på kritiske teknologier — som cybersikkerhed er et vigtigt eksempel på — er et centralt aspekt i forbindelse med overvågning af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union31, som har til formål muliggøre overvågning af investeringer fra tredjelande af hensyn til sikkerheden og den offentlige orden. Cybersikkerhedskrav har allerede skabt handelshindringer for EU-varer og -tjenester i vigtige sektorer i en række tredjelandsøkonomier. EU's ramme for cybersikkerhedscertificering vil yderligere styrke Europas internationale position og bør suppleres af en fortsat indsats for udvikling af globale standarder for høj sikkerhed og gensidige anerkendelsesordninger. 2.3 Fuld gennemførelse af direktivet om sikkerheden ved net- og informationssystemer De vigtigste redskaber til bekæmpelse af cyberkriminalitet i dag er på nationale hænder, og EU har anerkendt behovet for at fremme højere standarder. Væsentlige cybersikkerhedshændelser berører sjældent kun en enkelt medlemsstat, hvilket skyldes, at nøglesektorer som f.eks. bankvæsen, energi eller transport bliver stadig mere globaliserede, digitalt afhængige og indbyrdes forbundne. Direktivet om sikkerheden ved net- og informationssystemer ("NIS-direktivet") er den første cybersikkerhedslovgivning, der omfatter hele EU32. Formålet er at opbygge robusthed ved at forbedre den nationale cybersikkerhedskapacitet, fremme et bedre samarbejde mellem medlemsstaterne og stille krav om, at virksomheder i vigtige økonomiske sektorer indfører en effektiv praksis for risikostyring og indberetter alvorlige hændelser til de nationale myndigheder. Disse forpligtelser gælder også for de tre typer af udbydere af centrale internettjenester: cloud computing, søgemaskiner og onlinemarkedspladser. Målet er en stærkere og mere systematisk tilgang og en bedre informationsstrøm. Det er afgørende for EU's cyberrobusthed, at direktivet er fuldstændigt gennemført i alle medlemsstater senest i maj 2018. Processen støttes af en fælles indsats fra medlemsstaterne, som senest i efteråret 2017 vil munde ud i retningslinjer for at støtte en mere harmoniseret gennemførelse, navnlig for så vidt angår operatører af væsentlige tjenester. Kommissionen offentliggør som led i denne pakke om cybersikkerhed også en meddelelse33 for at støtte denne indsats gennem eksempler på bedste praksis fra medlemsstaterne, som er relevant for gennemførelsen af direktivet, og vejledning om, hvordan direktivet bør fungere i praksis. Informationsstrøm er et område, hvor det vil være nødvendigt at supplere direktivet. For eksempel omfatter direktivet kun de vigtigste strategiske sektorer — men det er logisk, at alle interessenter, der rammes af cyberangreb, vil skulle anvende en ensartet tilgang for at opnå en systematisk vurdering af sårbarheder og indgangssteder for cyberangribere. Hertil kommer, at samarbejde og udveksling af oplysninger mellem den private og offentlige sektor støder på en række hindringer. Regeringer og offentlige myndigheder er tilbageholdende med at ville dele cybersikkerhedsrelevante oplysninger af frygt for at skade den nationale sikkerhed eller konkurrenceevne. Private virksomheder er tilbageholdende med at udveksle oplysninger om deres cybersårbarheder og deraf følgende tab af frygt for at afsløre følsomme 31 32 33 COM(2017) 478. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen. COM(2017) 476. 7

Select target paragraph3

Connect to a paragraph
Connect to an entity
Disable highlights
Add to table of contents