spørgsmål vil hæmme udviklingen af et stærkt indre marked for cybersikkerhedsprodukter og
-tjenester.
Endelig er udviklingen af EU's indre marked også afhængig af, at cybersikkerhed indregnes
som en faktor i politikker vedrørende handel og investeringer. Effekten af udenlandske
erhvervelser på kritiske teknologier — som cybersikkerhed er et vigtigt eksempel på — er et
centralt aspekt i forbindelse med overvågning af udenlandske direkte investeringer i Den
Europæiske Union31, som har til formål muliggøre overvågning af investeringer fra
tredjelande af hensyn til sikkerheden og den offentlige orden. Cybersikkerhedskrav har
allerede skabt handelshindringer for EU-varer og -tjenester i vigtige sektorer i en række
tredjelandsøkonomier. EU's ramme for cybersikkerhedscertificering vil yderligere styrke
Europas internationale position og bør suppleres af en fortsat indsats for udvikling af globale
standarder for høj sikkerhed og gensidige anerkendelsesordninger.
2.3
Fuld gennemførelse af direktivet om sikkerheden ved net- og informationssystemer
De vigtigste redskaber til bekæmpelse af cyberkriminalitet i dag er på nationale hænder, og
EU har anerkendt behovet for at fremme højere standarder. Væsentlige
cybersikkerhedshændelser berører sjældent kun en enkelt medlemsstat, hvilket skyldes, at
nøglesektorer som f.eks. bankvæsen, energi eller transport bliver stadig mere globaliserede,
digitalt afhængige og indbyrdes forbundne.
Direktivet om sikkerheden ved net- og informationssystemer ("NIS-direktivet") er den første
cybersikkerhedslovgivning, der omfatter hele EU32. Formålet er at opbygge robusthed ved at
forbedre den nationale cybersikkerhedskapacitet, fremme et bedre samarbejde mellem
medlemsstaterne og stille krav om, at virksomheder i vigtige økonomiske sektorer indfører en
effektiv praksis for risikostyring og indberetter alvorlige hændelser til de nationale
myndigheder. Disse forpligtelser gælder også for de tre typer af udbydere af centrale
internettjenester: cloud computing, søgemaskiner og onlinemarkedspladser. Målet er en
stærkere og mere systematisk tilgang og en bedre informationsstrøm.
Det er afgørende for EU's cyberrobusthed, at direktivet er fuldstændigt gennemført i alle
medlemsstater senest i maj 2018. Processen støttes af en fælles indsats fra medlemsstaterne,
som senest i efteråret 2017 vil munde ud i retningslinjer for at støtte en mere harmoniseret
gennemførelse, navnlig for så vidt angår operatører af væsentlige tjenester. Kommissionen
offentliggør som led i denne pakke om cybersikkerhed også en meddelelse33 for at støtte
denne indsats gennem eksempler på bedste praksis fra medlemsstaterne, som er relevant for
gennemførelsen af direktivet, og vejledning om, hvordan direktivet bør fungere i praksis.
Informationsstrøm er et område, hvor det vil være nødvendigt at supplere direktivet. For
eksempel omfatter direktivet kun de vigtigste strategiske sektorer — men det er logisk, at alle
interessenter, der rammes af cyberangreb, vil skulle anvende en ensartet tilgang for at opnå en
systematisk vurdering af sårbarheder og indgangssteder for cyberangribere. Hertil kommer, at
samarbejde og udveksling af oplysninger mellem den private og offentlige sektor støder på en
række hindringer. Regeringer og offentlige myndigheder er tilbageholdende med at ville dele
cybersikkerhedsrelevante oplysninger af frygt for at skade den nationale sikkerhed eller
konkurrenceevne. Private virksomheder er tilbageholdende med at udveksle oplysninger om
deres cybersårbarheder og deraf følgende tab af frygt for at afsløre følsomme
31
32
33
COM(2017) 478.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et
højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen.
COM(2017) 476.
7
Select target paragraph3
Connect to a paragraph
Connect to an entity
Disable highlights
Add to table of contents